De fleste drenge drømmer om at blive brandmand når de bliver store, går du som voksen stadig med drømmen i maven så er chancen der nu hvis du bor i Gørlev, her mangler Vestsjællands Brandvæsen nemlig flere deltids ansatte brandmænd, eller brandpiger, til brand- og redningsopgaver i Gørlev området.

Det er absolut ingen betingelse at man skal være en supermand for at blive brandmand, faktisk er kravene enkle, du skal have et godt helbred og en god fysik, være fyldt 18 år, en ren straffeattest, kørekort, kunne holde hovedet koldt i pressede situationer og kunne møde på brandstationen i Gørlev senest fem minutter efter alarmen er gået.

Familien skal være med

”Skal man være brandmand kræver det at familien er indstillet på at man kører til brand når alarmen lyder, og det er lige meget om det er klokken to om natten eller juleaften, ligeledes skal arbejdsgiveren også være villig til at slippe medarbejderen når der er en alarm”, fortæller Morten Hansen, holdleder hos Vestsjællands Brandvæsen.

I Gørlev er der to vagthold à syv mand, og de har vagt en uge ad gangen. Fra Gørlev stationen er der omkring 50 udrykninger hvert år til alt fra små til store brande og til redningsopgaver i forbindelse med færdselsuheld.

Vestsjællands Brandvæsen sørger for uddannelsen som brandmand, så der er ingen krav om at det kun er for håndværkere, ”vi kan bruge stort set alle faggrupper, blot man har det i sig at ville hjælpe andre”, siger Morten Hansen.

Link til Station Gørlev´s facebook-side